Frederiksø 2 • DK-5700 Svendborg • +45 30 624 623

Adresse Telefon Email Facebook Login
topimg.jpg
topimg2.jpg

Effektliste

Effektliste

Tilbage til liste

1113 - "Passat"
Tilgået:
Udlånt af:Finn Baumann Petersen, Vipperød
Bygget:
Udgivet:
Ingen billede

Beskrivelse:

 ”Passat” S30 D1 af Georg Berg til DMfL

 

af Bent Lyman

 

    Det er ikke første gang, der er problemer med økonomien i Danmark, og tilbage i 20’erne besluttede man nogle stramme klasseregler for spidsgattere på Sejlerdagen i 1928 efter en tegnekonkurrence i 1926 om en 30 kvm og 45 kvm spidsgatter ”med bekvemmelighed og køjepladser for mindst 2 og 3 mand”. Hele processen havde skabt megen polemik, og man sagde i Jysk Sejl Union (JSU), at der gik ”københavneri” i sagen, for hverken i referater fra Sejlerdagen i 1929 eller 30 var klassespidsgatterreglerne omtalt, hvorimod man var mere optaget af de nye flotte nordiske krydsertyper, Dragen og Nordisk Krydser.
    Børskrakket i 1929 satte næsten alt i stå, så ingen turde sætte byggeri af klassespidsgattere i gang. Der var meget stramme regler, som forbød brug af eksotiske bygge­materialer, og i forbindelse med krisen var det måske det, der reddede klassespidsgatterne.
Man skulle bygge i fyr på egespant, blanktræ skulle være lakeret eg og masten af massiv dansk gran.
    To år efter klassens vedtagelse på Sejlerdagen var der stadig ikke bygget klassespidsgattere, så JSU måtte gøre noget for, at deres initiativ ikke skulle ende som en fiasko.
JSU bestilte derfor en 30 kvadratmeter efter Georg Bergs vindertegning fra 1926 hos bådebygger Georg Andersen i Horsens, og i foråret 1931 søsattes ”J.S.U.1”. Den sejlede rundt på en charmeoffensiv, før den blev bortloddet og fik navnet ”Passat” S30 D1.
    Året efter fulgte ”J.S.U.2” fra bådebygger Bechman Christensen i Kolding. Denne 30’er var tegnet af Utzon for at dele sol og vind lige. Dette initiativ fik det nystartede Københavns Sejlunion til at starte byggeriet af en M.S.J. Hansen 30’er i 1932-33.
    Nu har DMfL altså fået Georg Bergs første klassespidsgatter forærende af Finn Baumann Petersen, da han følte, at arbejdspresset med båden blev for stort, og de oprindelige jernnagler trængte alle til udskiftning. Finn har haft ”Passat” siden 1981, så det er gammel kærlighed, der er overdraget. ”Passat” er i fin stand, og skal den på sigt indgå i den sejlende flåde, kræver det en større renovation.

Georg Berg tegnede denne smukke spidsgatter i en konkurrence udsat af JSU i samarbejde med de københavnske klubber Frem, Sundet og KAS i 1926. Udviklingen løb imidlertid fra gaffelriggen, så da ”Passat” blev søsat i 1931, var det med bermudarig. Der blev installeret en Marstal motor i 60’erne.

 

Læs om Georg Berg, Biografier nr. 8006


Danmarks Museum for Lystsejlads • Frederiksø 2 • DK-5700 Svendborg • +45 30 624 623

Adresse Telefon Email Facebook