Frederiksø 16F • DK-5700 Svendborg • +45 61 46 25 40

Adresse Telefon Email Facebook Login
topimg.jpg
topimg2.jpg

Effektliste

Effektliste

Tilbage til liste

8016 - Poul Molich
Placering:IT arkiv
Tilgået:18-09-2011
   

Klik på billedet for at se fuld størrelse.

Poul Molich med sin uundværlige cigar og kasket.
Man sagde, at det var lige før, at Poul havde ild i cigaren, når han gik til ro!
Foto: NN

Beskrivelse:

Poul Molich, mesteren fra Hundested 1918-2006

 

af Bent Lyman 

Kilde: Danske Lystbåde m.fl.

 

            Poul Molich blev født i Aalborg i 1918, hvor han var søspejder sammen med Aage Utzons sønner. Poul byggede sin første båd som 16-årig. I krigsåret 1941 blev han udlært bådebygger hos Nordbjærg og Wedell i København, og derefter læste han til skibsingeniør på Helsingør Teknikum. I en kort periode (1943) var han ansat hos Henry Rasmussen ligesom Aage Walsted, og Henry Rasmussen kom til at betyde uendeligt meget for Poul Molichs håndværksmæssige opfattelse og evne til at finde praktiske løsninger.

            I 1944 flyttede Poul Molich til Hundested med sin kone og tre børn, og Poul blev partner i Hundested Baadebyggeri, som den gang udelukkende byggede og reparerede fiskekuttere. I halvtredserne indtrådte en stagnation i fiskeriet og byggeriet af fiskekuttere, så for at sikre beskæftigelsen på bådebyggeriet begyndte de at bygge lystbåde, hvor den første var NK ”Drot”. Poul Molich var derefter så heldig eller dygtig at få den store ordre på ”Sintra”, et efter den tids målestok kæmpe stort lystfartøj på næsten 23 meter.

            En købmand og korkfabrikant Just Hansen i Sorø havde som sin første båd købt den lille kragejolle, som Poul Molich havde bygget til sig selv i drengeårene, og han besluttede, at også hans sidste skib skulle tegnes og bygges af Molich.

Det store lystfartøj vakte behørig opsigt, selv om det tydeligt kunne anes, at det var et tidligere fiskekutterværft, der havde stået for linierne i den i øvrigt slanke ketchriggede spidsgattede kutter.

            Det førte til nye ordre, hvor Mærsk McKinney Møller ordrede sin 10,5 m CR ”Klem II”. Den båd begejstrede en amerikaner, og det betød starten til bådebyggeriets eksport til USA, hvor de for John G. Alden byggede 40 ens yawler.

            Det var ikke kun bådebyggerhåndværket, der berømmede Hundested Baadebyggeri, men især også udviklingen af spil og fittings, og der sejler stadig mange både rundt med Molichs næsten uopslidelige bronzespil. Værftet havde sin egen smedeafdeling. I 1960’erne var Hundested Bådebyggeri landets største med 60 ansatte.

            Et lille kuriosum er, at Poul Molich også gik ind i færgefart. Han købte en gammel fiskekutter sammen med et lokalt smedefirma, der i mange år havde sejlet i færgefart mellem Kulhuse og Lynæs. I de første år var det Molichs børn, der solgte billetter på “færgen.”

            Det danske søværn fik bygget de smukke yawler ”Svanen” og ”Thyra” i 1960 og 61, og det er jo en fornøjelse at se de stolte skuder ved vore lokale klassiske regattaer i Svendborg.

            I slutningen af tresserne blev det for kostbart at bygge i træ, og Molich søsatte de sidste mahognibåde ”Drot” og ”Camelot” i 1968, hvorefter bådebyggeriet satsede på vedligeholdelse og reparation af lystbåde.

            Men Poul Molich havde ikke glemt sin designmæssige metier, og han søsatte en ny ualmindelig smuk klassiker som standardbåd i 1974, Molich 10 meter, hvor bådebyggeriet stod for alt arbejde i glasfiber, blykøl, beslag og endda mast i aluminium, som de byggede ud fra et råt rør fra et aluværk!

Senere kunne feinschmeckere få Molich X meter, som den også beskrives, bygget individuelt, og det var interessant under Svendborg Classic Regatta i 2007, hvor man også afholdt Molich X meter DM, at se de mange forskellige løsninger fra flush dæk til både med lange ruf.

            I 1986 søsatte Poul Molich sin sidste fine konstruktion Molich 12 meter, og det er spændende, hvilke bådtyper fra Poul Molich tegnebord der vil stå mest aura omkring, når denne periode bliver maritim historisk. Hans slanke 10- og 12-metere eller de gamle MOD’ere Molich One Design på 24 fod i vandlinien, han byggede en serie af på fem tilbage i begyndelsen af 60’erne.


Danmarks Museum for Lystsejlads • Frederiksø 16F • DK-5700 Svendborg • +45 61 46 25 40

Adresse Telefon Email Facebook