Skrevet af Søren Stidsholt.
Sejladsen for træskibe ”Øhavet På Tværs” blev en stor succes, lyder det fra både deltagere og stævneleder.
I alt 45 både var tilmeldt Øhavet På Tværs. Den stærke vind torsdag fik dog nogle af de mindste både til at melde fra. Men 36 både deltog, halvdelen i kapsejladsen og de andre i distancesejladsen. Og dette nye samlingspunkt for ejere af små og mellemstore træfartøjer, tåler gentagelse næste år:
– Nu vil vi evaluere indtryk og erfaringer, og så håber vi at kunne invitere til ”Øhavet På Tværs” igen i 2026, siger stævneleder Jan Jay Brun Jens en fra Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg. Sammen med Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer stod museet som arrangør af de tre regatta- og sejldage 3. – 5. juli.
Fredag morgen gik starten fra Faaborg i høj sol og perfekt træskibs-vind, dvs. ikke for meget og ikke for lidt. Nærmest uden kryds nåede fartøjerne frem til Ærøskøbing.
Lørdag blæste det godt til, men heller ikke på denne anden og sidste etape til Svendborg blev der brug for bådenes kryds-egenskaber. Med op til 15 m/s fra agten måtte sejlføringen på de fleste både reduceres.
Folkebåds-sejleren Jørgen Heidemann, Odense, stod for kapsejlads-banerne Faaborg-Ærøskøbing og Ærøskøbing-Svendborg, begge på omkring 13 sømil.
Deltagelse i kapsejladserne var frivillig. Bådene dystede i to klasser med hhv. gaffelriggere og øvrige fartøjer.
Den første Øhavet på Tværs sluttede med fællesspisning og præmie-overrækkelse på søfartsuddannelsescentret Simac i Svendborg.
For de omkring 80 deltagere lå det i luften:
– Det her gør vi igen til næste år.
(Billeder kan fås i fuld opløsning hos Søren Stidsholt) sosn@mac.com




















































































