Frederiksø 2 • DK-5700 Svendborg • +45 30 624 623

Adresse Telefon Email Facebook Login
topimg.jpg
topimg2.jpg

Effektliste

Effektliste

Tilbage til liste

1001 - "Runa"
Placering:Museets flydebro
Giver:Foreningen Danmarks Museum for Lystsejlads
Værft:N. H. Nielsen, "Neptun"- værftet, Skovshoved
Konstruktør:Gerhard Rønne og Knud Degn
Længde:9,72 m
Breddde:2,34 m
Dybgang:1,60 m
Deplacement:4.900 kg
Sejlareal:60 m²

Klik på billedet for at se fuld størrelse.

"Runa" med bredfok spilet til luv under Svendborg Classic Regatta på Lunkebugten.
Foto: Bent Lyman
   

 

Historik:

"Runa" er tegnet af arkitekt Gerhard Rønne og ingeniør Knud Degn i 1909 som en 7 meter R-båd, til den internationale R regel af 1906.
Bygget af bådebygmester N. H. Nielsen, "Neptun"- værftet, Skovshoved, 1910.

"Runa"s data:
Længde over dæk 9,72 m
Bredde: 2,34 m
Dybgående: 1,60 m
Deplacement: (gi. reg. ton) 4,9 t
Sejlareal: 60 m², fordelt på storsejl, fok, klyver og topsejl
Skrog: Fyr på eg og jernkøl
Dæk og overbygning: Teak
Aptering: Mahogni
Rundholter: Sitkagran
"Runa" er den første af syv lignende både, bygget samme sted, alle kaldet "Runa"-både.

Fonde, firmaer og private, der har støttet Museets "Runa" projekt:

Fonde:

Eggert Benzon Foundation
Arthur Andersen & Co.'s Fond
J. C. Hempels Fond
Tuborgfonden
Clida Fonden
Bikubenfonden
Hafnia Fonden
Nykredits Fond
C. & A. P. Botveds Fond
Familien Hede Nielsens Fond
Politikenfonden
H. C. og Ellen Borop Jørgensens
Mindefond Gudmund Schacks Familiefond
Unidanmark-fonden Gentofte Kommune

Firmaer:

P. Nordbjærgs Bådeværft, Skovshoved
Hempel Yacht
Piraterne
Sejl & Motor
United Seasports
Sejlcentret, Sundby
Helsingør Erhvervsskole
"Vodbinderne", RKS, Rungsted
Munter Marine, København
Henrik Hansen Fotografi, Kbh.
A. Guhle & Søn, Skovshoved
Skovshoved Havn
Frihavnens Maskinfabrik
Arthur Andersen & Co.
KPMG C. Jespersen, Odense


Beskrivelse:

"Runa" overtages af "Danmarks Museum for Lystsejlads" i 1992

 

Af Bent Aarre

 

På P. Nordbjærgs Bådeværft i Skovshoved stod der oppe i den fjerne ende af bådepladsen en gammel kutter, der havde set sine bedste dage. Alt tydede på, at den snart ville gå til ophugning, og dermed ville endnu et bevis på fortidens bådebyggerkunst forsvinde for altid

Ejerne havde siden 1972 været Niels og Tove Falkentorp, Hellerup, men da Niels døde i 1985 var Tove alene om båden. Af veneration fik hun den hvert år gjort nød­tørftig i stand og fik den søsat til hver sæson. Der blev ikke sejlet med den, så den lå bare og hyggede sig i sit rette element. I Niels' tid gik sommerferieturen gerne til deres elskede Nyord Havn. Da Tove efterhånden var kørt træt af kun at betale regninger uden at få nogen særlig fornøjelse af udgifterne, henvendte hun sig til Museet om salg for derved at sikre sig, at "Runa" kom i gode hænder.

Efter svære overvejelser købte vi båden for et beskedent beløb, men var samtidig klar over, at der forestod en kæmpeopgave i at skaffe arbejdskraft og penge til re­staurering. Desto mere vi gennemgik båden og borede dens historie op, jo mere stol­te og begejstrede blev vi. Vi satte os for, at dette klenodie skulle føres tilbage til udseendet, da "Runa" blev søsat fra N. H. Nielsens bådeværft i Skovshoved den 10. juni 1910. Dette blev en lang og sej historie, men det lykkedes!

"Runa" blev søsat under stor festivitas som Danmarks første sejlende museums-lystbåd på dens 85 års fød­selsdag den 10. juni 1995 fra Nordbjærgs Bådeværft.

 

Hvorfor er "Runa" værd at bevare?

 

Det er der mange årsager til. "Runa" har meget smukke linier og er utrolig velsejlende. Hun er fra fødslen gennemtænkt i alle detaljer til det formål at kunne sejle sikre langture og står som eksponent for dansk sejlsports ypperste formåen før 1. Verdensk­rig. De få så gamle både, der eksisterer i dag, er ombygget så meget, at de er ukendeli­ge fra det de var, men at "Runa", efter så mange år, stadig findes i originalt udseende er ret utroligt. Det smukke lave ruf og kraftige cockpitkarme i teak sammen med originale dele som skylight, skydekappe og bronce rorhovede med rorpind er med til at give den helt rigtige atmosfære.

At "Runa" har kunnet reddes har bl.a. årsag i, at den har haft få ejere i mange år, f.eks. har familien Voss ejet hende fra 1935 til 1972, hvor familien Falkentorp overtog båden. Men nok så væsentlig er den håndværksmæssige kvalitet. Fyrre-klædningen er lagt på spanter og svøb af eg, forstærket med jernbundstokke ved siden af ege- bundstokkene. "Rytmen" er spant, svøb, spant, svøb o.s.v. Spanterne er ført helt op til skandækket, hvad der gør "Runa" meget solid. Den kraftige støbte jernkøl er den originale. Det er også interessant, at "Runa" får sat liv i sin fortid gennem en beret­ning fra jomfrusejladsen i juni 1910 til England og tilbage.

 

Restaureringen

 

Al gammel maling blev fjernet både ud- og indvendig med varmeblæser. Skroget blev påført flere lag Hempitox (impregnering), blandet med linolie og fransk terpentin. Jernnagler i spanter kunne ikke reddes, da de var tæret væk i midten. Disse blev ikke udtaget, da det ville medføre store huller, der ikke kunne udfyldes. I stedet blev 300 stålskruer skruet imellem hver nagle og proppet. Kobbernagler i svøb var som nye og blev derfor ikke udskiftet. Ikke original aptering blev fjernet. Båden grundet med nogle lag Farvolin. Alt ovenbords og indenbords teak blev skrabet i bund, slebet og fik 8 gange klar lak. Cockpittet blev renoveret til original stand.

Jernkølen blev aftaget, sandblæst og grundet med flere lag primer. Den gamle motor, der ikke havde været der fra bådens fødsel, blev udtaget, og rorets udskæring til propeller blev udfyldt med egetræ.

 

Trods alt dette arbejde stod det os pludselig klart, at båden var særdeles usund på væsentlige punkter, nemlig stævne, kølplanke, mastefundament og rorstamme. Nu var vi nået til et punkt, hvor "gode råd var dyre"- og dyrt blev det også.

Ny kølplanke, nyt mastefundament, ny agterstævn, ny bjørn, ny rorstamme og nye gillingvægere - alt i tilhugget eg. De nederste bordplanker blev udskiftet (fyr) og tilpasset efter en tur gennem den nybyggede svedekiste.

 
 

Kølen blev påsat med nye kølbolte og med et lag tjærefilt mellem køl og kølplanke. Herefter kunne vi selv fortsætte med slibning, priming, maling osv. Herefter kunne båden erklæres sødygtig og vil igen kunne klare mange år. Alt er blevet og bliver udført med stor respekt for at overholde bådens originale udseende og byggeprincipper. Et kapitel for sig er riggen. Rundholterne blev bygget på Helsingør Erhvervsskole som led i et Danida projekt. Den komplicerede stående og løbende rig er udført nøjagtig som i 1910, hvilket vi kunne gøre, da vi havde en fornem model af Runa, hvor alle mål passede, blot vi gangede alle mål med 11,25.

Alt blev udført på R. Nordbjærgs Bådeværft. Først udendørs i kulde, frost og regn, men senere heldigvis i en hal, hvor vilkårene var gode for arbejdet. Takket være Nordbjærgs gæstfrihed kostede det os intet i leje m.v. Er vi helt færdige? Nej - det bliver vi aldrig!

 

Sejlads med "Runa"

 

Det er en utrolig fornemmelse at sejle en båd og vide, at nøjagtig sådan sejlede Gerhard Rønne den i 1910. Godt sømandsskab er helt nødvendigt, da båden er såre upraktisk og vanskelig at sejle i forhold til nutidens både. Der skal ind imellem knokles ekstra meget med at hale og kvejle tovværk op. Den lange bom, der rager ud over hækken og bovspryddet ud over stævnen gør, at stor påpasselighed er nød­vendig ved havnemanøvrer. Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere, at der ikke er nogen hjælpemotor - men sådan var vilkårene dengang. Det er dog vanskeligere i dag, at manøvrere i havne, da der er lavet så mange stikbroer og hindringer, som ikke fandtes før i tiden.

 

Når først man kommer ud i frit vand og alle sejl er sat, er "Runa" en fornøjelse at sejle. Den er let på roret og sejler rigtig stærkt. Det er da skønt at kunne sejle lige op med eller hurtigere end moderne både. Selv på krydset klarer den sig fint med næsten lige så god højde som både med den slanke bermudarig. Det må siges, at der tabes meget i vendingerne, da hun er tung at få i gang igen. Selvfølgelig kræver det, at man lærer at trimme hende rigtigt under alle forhold. Hal aldrig for meget hjem i storsejlet på kryds, så går hun i stå. Hold altid god fart, dette giver i sig selv mere højde. Det store sejlareal gør, at der allerede skal rulles nogle omgange på bommen, når det blæser over 5-6 meter pr. sekund - ellers smider hun for meget til og bliver meget luvgerrig. Benyt klyveren så meget som muligt, når der føres fuldt storsejl, for at modvirke, at hun søger vindøjet. Ved snævre vendemanøvrer bør fokken bakkes. Når der er vind nok og dermed god fart i hende, vender hun meget fint - om end ikke på en "tallerken" som moderne både.

"Runa" er tung og har et kolossalt opskud. Dette kan være en ulempe i havne, men kan også være en stor fordel, da man kan bjærge sejl tidligt og alligevel komme sikkert hen til den ønskede plads.

På læns og agten for tværs er hun virkelig hurtig, og der er ikke mange både der kan følge med, når der er rigelig luft (når blot de ikke sætter spiler). Den lange bom kan i perioder slæbe i vandet og lave sit eget kølvand. Den lange hæk giver et fint slip i vandet og danner en fornem plovfure uden nogen bremsende hækbølge. På kryds i hårdt vejr med store søer klarer hun sig flot. Runa gider ikke løfte sig over alle bølgerne, men borer sig igennem, så vandet skyller uhindret hen over flushdækket. Der er intet søgelænder, men alligevel føler man sig sikker på fordækket (dog med livline når vejret kræver det).

 

Omkring"Runa"s fødsel

 

I året 1910 var dansk sejlsport forlængst fuldt etableret og var nået langt længere med hensyn til teknik og håndværk, end de fleste er klar over i dag. Mange af de ting, vi tror er nye opfindelser, var allerede opfundet og afprøvet dengang. Men da sejlsportsfolk før i tiden var meget skeptiske over for alt nyt, var der flere ting, der gik i glemmebogen for først at dukke op igen i de sidste par årtier.

Sænkekøl, bulbkøl, finnekøl, spaderor, balanceror, gennemgående sejlpinde, "lazy jacks", hule master, skødeklemmer og selvlænsende cockpit er eksempler på, hvad der var opfundet før 1910.

Der blev sejlet kapsejlads på livet løs, men egentlig langturssejlads var ikke almindelig. En tur rundt om Sjælland - Fyn og til østjydske havne, var gerne det længste, der blev sejlet. Dette var i øvrigt oftest fordi, der skulle sejles transportsejl­ads til kapsejladser rundt omkring i landet. Det må betænkes, at folk jo ikke havde nuti­dens lange ferier og weekender. En uge var gerne det højest opnåelige - og da kunne man ikke nå ret langt.

Arkitekt Gerhard Rønne og civilingeniør Knud Degn, der var gode sejlervenner, blev i 1909 enige om i fællesskab at tegne en langturskutter, som skulle bygges som to søsterbåde. Rønne havde allerede gjort sig bemærket som en dygtig sejler, der var mest interesseret i langture. Degn var også meget kompetent, men han var lige så interesseret i at sejle kapsejlads. De to venner var ikke egentlige yacht­konstruktører, men havde selvfølgelig i kraft af deres uddannelse og erfaring inden for sejlsporten så megen viden, at det kunne lade sig gøre. Det siges dog, at de fik råd fra den legendariske Alfred Benzon.

For at have nogle faste holdepunkter blev bådene tegnet til den internationale meter-R regel af 1906, som en 7 meter R type. Denne regel var en kapsejladsregel, men det var absolut ikke meningen, at disse både skulle sejle kapsejlads, så "Runa" 

og "Ran II" (som de blev døbt), kom ikke helt til at ligne racer-7 meterne (tallet 7 har intet med længde at gøre, men er resultatet at en måleformel).

Bådene fik i stedet mere buttede, søgående former med henblik på intentionen om at være egnet til sejlads på det åbne hav. Og som Rønne sagde: "Jeg vil have et decideret langtursfartøj, der kan klare sig til havs selv i meget hårdt vejr. Ruffet skal være lille og fladt, så søerne uhindret kan skylle hen over båden. Jeg lægger vægt på, at båden skal være god til at ligge underdrejet. Med en lille fok eller stormklyver halet op til luvart og storsejlet slækket let af skal båden kunne ligge underdrejet i stormende kuling og høj sø uden nogen ved roret. På en langvarig, anstrengende sejlads betyder det meget, at man får et pusterum og tid til mad­lavning. At disse intentioner blev opfyldt er tilfulde bevist.

 

Hvor skulle søsterbådene bygges?

 

Selv om der var mindst ti bådeværfter i det storkøbenhavnske område, var der for Rønne og Degn ingen tvivl om, at ordren skulle gå til bådebygmester N. H. Nielsen i Skovshoved. Ham havde de gode erfaringer med, da de begge før havde haft både, der var bygget på dette værft. Degn købte sin første båd i 1901 ("Gemma" bygget 1897) og sin anden i 1904 ("Ran"). Rønne købte "Ran" af Degn i 1907.

Konstruktionstegningerne er underskrevet og dateret "November 1909". Bådene var allerede færdigbygget og søsat, klar til sejlads den 10. juni 1910. Rønnes fik navnet RUNA og Degn videreførte sit gamle navn RAN, men nu RAN II. Da Rønne engang blev spurgt om, hvorfor denne båd og hans senere både hed RUNA svarede han: "Jah - det var et navn, jeg fandt - det betyder "Rune", altså noget mytisk. Jeg syntes, det lød godt. "Runa" er et gammelt nordisk navn."

Gerhard Rønnes langturssejladser i RUNA, RUNA III, IV, V og VI kom til at danne skole for den voksende interesse for langturens charme og spænding. De nævnte både efter RUNA I, blev også bygget hos N. H. Nielsen, men efter tegninger af Rønne alene og altså uden Degns medvirken. Den ikke nævnte RUNA II var en af Alfred Benzons Måger, som Rønne undtagelsesvis lod bygge hos Jacobsen i Hellerup 1911.

Under bygningen fik N. H. Nielsen besøg af bladet "Sejlsport"s redaktør, og her er et uddrag af hans artikel:

 

DE TO 7 METERS SØSTRE

 

På Nielsens Værft i Skovshoved staar nu Ingeniør Degns og arki­tekt Rønnes to Nybygninger opplankede og fyldende godt i Værks­tedet. Det er et Par kønne og tillidvækkende Helsøstre, til hvem man trøstigt kan knytte sin Skæbne for Livsvejen hen over de blaa Bølger. Skønt Baadene ikke har noget stærkt udfyldt Middelspant, bliver de meget rummelige. De faar 2 Kahytter, nemlig en lille Agterkahyt eller "Bestiklukaf" med Køje, Tøjrum og Kogeplads lige foran det selvlænsende Cockpit, og foran denne Kahyt en større Salon, hvor Frivagten kan nyde Hvilens Sødme uforstyrret af Vag­tens Rumsteren. Under Dækket (som bliver semiflush) rigelig Sid­dehøjde. Under Skylight og Kappe god Staahøjde. (det passer ikke, red).

 

Baadene, der jo bygges til Klasse, og som har Jernkøl og Fyrretræsklædning, er af normal moderne Cruiser-Type, og vil sikkert blive stive, sødygtige, lethaandterlige Fartøjer, hvis Force antagelig bliver Bidevind-Sejlads i rigelig Luft. Det fortjener at bemærkes, at de to unge Redere personlig har udført Tegnearbejdet, saavel Linje- som Apteringstegning, - ja de har endog selv slaaet dem af i fuld Størrelse.

 

Der er saa lidt af den Slags herhjemme, at det fortjener en Smule "Glorie", naar det gøres - navnlig da naar Resultatet bliver saa pænt og probert som her. Ogsaa Baadebygger Arbejdet synes at være godt og omhyggeligt.

 

Baadene udstyres med Plankedæk. Ruf og øvrigt opstaaende samt Cockpitsider er af Teak og Kahytsinventaret af Mahogni. Sejl og Rig bliver Førsteklasses. Der monteres Patentblokke og Snekke- Rebeapparat. Baaden vil fuldt udhalet kunne leveres for ca. 4000 Kroner

 

RUNAs konstruktører

 

Gerhard Peter Rønne, født i 1879 som søn af en snedkermester i København. Han blev lige som faderen uddannet som snedker, men fik hertil en arkitektuddannelse med afgang fra Akademiet i 1907. Blev bl.a. medarbejder hos Stadsarkitekten i København. Tegnede gennem årene mange villaer, fabrikker, kontorbygninger og landbrugsejendomme. Han blev særligt kendt for at have tegnet Shellhuset i 1932 (brændt efter engelsk bombardement i 1945). Medlem af Kjøbenhavns Amatør- Sejlklub i 1896 og af Kongelig Dansk Yachtklub i 1897. Blev særlig kendt for sine Runabåde og langtursberetninger. Hans ture gik bl.a. til England, Holland, Sognefjorden og Bottenhavet. Museet er i besiddelse af hans første beretning i RUNA I fra 1910, hvor turen gik fra Skovshoved til Lowestoft i England og tilbage på tre uger. Når det betænkes, at der ikke var motor om bord, var det meget godt klaret, men det fortæller også noget om bådens høje kvalitet.

Rønne var med i flere udvalg og komiteer til gavn for Sejlsporten, bl.a. med i dommerpanelet ved valget af den Nordiske Folkebåd i 1941.

Knud Degn, født i 1880. Uddannet som civilingeniør. En kendt skikkelse i dansk sejlsport med mange tillidshverv. Var lige som sin ven Rønne medlem af KAS og KDY. Gast i "Nurdug II", der vandt OL sølv i 1912 og gast i 6 meteren "Bonzo", der vandt OL sølv i 1924. Sejlede mange kapsejladser for Danmark i Frankrig og USA.

 

RUNAs bådebygger

 

N. H. Nielsen, Skovshoved, født 1849. Bådebyggere var beskedne folk, der ikke gjorde større væsen af sig, selv om de havde meget at være stolte over. Nielsen er vist totalt ukendt i dag. I det lokalhistoriske arkiv for Gentofte Kommune har det ikke været muligt at finde noget som helst bortset fra en linie i vejviseren fra 1908, hvor der står: "N. H. Nielsen, Baadebygger, Strandvejen 238". Der blev dog fundet et brugbart fotografi, der viser bådebyggeriet set fra den gamle Strandvej i 1912.

 

Ved at dykke ned i KDY's gamle fartøjsfortegnelser har det heldigvis været muligt at registrere det meste af det, han har bygget sammen med sin broder og senere børnene. Vi har fundet frem til 64 både med de første i slutningen af 1870'erne, men listen kan ikke være komplet. I bladet "Sejlsport" er fundet N. H. Nielsens nekrolog 1912. Broderen har ført værftet videre. Af og til blev værftet nemlig nævnt "Brdr. Nielsen". Men i virkeligheden hed værftet "Neptun", men dette navn er sjældent nævnt i fartøjs fortegnelserne. Værftet blev nedlagt i forbindelse med den gamle Skovshoved Havns endeligt fra midten af 1930'erne. Den nye vand­strandvej buldrede hen over Nielsens privathus, bådebyggeri og bedding - en ny tid var begyndt.

Skovshoved var et af de første fiskerlejer på Øresundskysten, der fik havn, nemlig i 1869. Dette var en kolossal forbedring, da man tidligere måtte håndtere bådene fra åben strand. Nielsens bådebyggeri (oprettet 1877) beskæftigede sig mest med lystbåde, og beddingen lå uden for havnen bygget sammen med søndre mole. Både­ne blev søsat og ophalet på en smal træslidske ved brug af rigeligt med fedt under kølen. Masterne skulle sidde i bådene, da tovværk fra toppen, med folks hjælp, holdt bådene opret. I for meget vind fra øst til syd har det været umuligt at benytte beddingen.


Danmarks Museum for Lystsejlads • Frederiksø 2 • DK-5700 Svendborg • +45 30 624 623

Adresse Telefon Email Facebook

Uptime-IT © Copyright 2016